Begynderhold
- Detaljer
- Visninger: 529
Begynderholdet er et hold hvor der vil være hunde i forskellige aldersklasser og uddannelsesstadier. Det kan være unghunde som lige er kommet fra hvalpeholdet, unghunde som aldrig har gået på et hvalpehold, voksne hunde som ikke er blevet trænet før, o.s.v .
På dette hold vil der muligvis blive trænet forskelligt. Dette skyldes at hundene nu er nået et stadie hvor der skal tages et standpunkt om hvorvidt der trænes mod en prøve eller mod det at have en alm lydig familiehund. Det betyder at nogle vil arbejde mere præcist og detaljeret i de forskellige øvelser, da det ved en prøve har betydning om hunden f.eks. sidder skævt eller tygger i apporten. For den hundefører som ikke ønsker at gå til prøve, er dette ligegyldigt.
Dog vil alle på holdet træne de øvelser som hører til i Begynder-B programmet. Tandvisning, lineføring, omkringvendinger, løb & langsom gang, sit & dæk og apport. For at det hele ikke skal gå op i prøvetræning (det vil efter ganske kort tid nemlig kede både hund og fører), trænes der på dette hold også i rondering om skærm, langtidsafdækning, fremadsendelse, spring osv. Øvelser som først kommer senere i programmerne.
Også på dette hold vil byture være en del af træningen. For det første fordi hundene har godt af at træne andre steder end kun på pladsen, men også fordi hundene skal kunne bestå en FP (færdselsprøve) for at kunne gå til den første brugsprøve.
Træningsmetoden vil her også tage sit udgangspunkt i operant indlæring og positiv forstærkning, og hundeførerne på dette hold oplever ind imellem store frustrationer. Dette skyldes at hundene nu aldersmæssigt er i de sidste stadier af deres udvikling til voksne hunde, og de kommer populært sagt i puberteten. Det de ellers har været dygtige til og som de kan derhjemme, blive pludselig fuldstændigt umuligt for dem. Her skal vi være særligt opmærksomme på ikke at miste tålmodigheden, da det efterfølgende vil kunne give bagslag.
Så kodeordet på dette hold er tålmodighed.
”Kan du så høre efter”
Hvis du har en hund som aldersmæssigt eller uddannelsesmæssigt falder ind under den beskrevne gruppe, er du velkommen til at kontakte en af trænerne på dette hold. (se også under trænere).


